John Seymour

John Seymour (f. 1914 - d. 2004) har skrevet mange bøger, men er mest kendt for de klassiske bøger "Håndbog i Selvforsyning" og "Den selvforsynende Have", der nu er kommet i reviderede udgaver under titlerne "Den nye komplette håndbog i Selvforsyning" (ISBN13: 9788702093032), og "Den nye selvforsynende Have" (ISBN13: 9788702083347). I bogen om selvforsyning er der tilføjet nyt materiale, men bogen om udnyttelse af haven til dyrkning af mad er stort set kun opdateret ved at der er markeret hvilke stoffer, der ikke længere er lovlige at benytte i Danmark.

Jeg går ind for John Seymours livssyn omkring så vidt muligt at være selvhjulpet, men jeg har dog mere sympatis for det teknologiske fremskridt end han giver udtryk for. Nu var han også født i en anden tid, så det kan være årsagen til hans modvilje imod industrialisering og forbrugssamfund. Jeg er selv modstander af brug og smid væk kulturen, men hvis alle havde samme privatøkonomi som jeg har, var der nogle banker, der ikke kunne leve af at låne penge ud.

Der er som sådan ikke noget enestående ved indholdet af John Seymours bøger, det er hans humor, der gør dem unikke. Det er også spændende med indspark af hans holdninger, selvom jeg ikke altid er enig i alt. Grundideerne om at man skal holde den jord man dyrker i balance er jeg dog enig i.

Bøgerne er relativt billige at bestiller via Internettet, og der er til mange timers underholdning i dem, så jeg vil klart anbefale at man køber dem begge. Det ser pænere ud at de står på hylden i hardback udgave, end at man har skaffet en dårligt indskannet kopi som pdf. Det er bøger, man med garanti jævnligt vil tage ned fra hylden for lige at læse et par sider i.