Kartofler taget op
- Detaljer
- Kategori: Bloggen
- Publiceret: Onsdag, 28. August 2013 20:26
- Skrevet af Super User
- Visninger: 1969
Jeg har nu taget de sidste kartofler op af jorden. Et muligt resultat af at lade kartoflerne blive for længe i jorden ses på billedet. En kartoffelknold, der er gennemboret af senegræs. Sådan en knold kan ikke gemmes ret længe, og der er ikke meget kartoffel tilbage, når sporene af senegræs er skåret fra.
Årets kartoffelhøst er ikke prangende, men næste års læggekartofler er sorteret fra, og der er spisekartofler nok til nogle måneder endnu.
Nye løg
- Detaljer
- Kategori: Bloggen
- Publiceret: Lørdag, 6. Juli 2013 07:45
- Skrevet af Super User
- Visninger: 2516
Løgsæsonen er nu indledt. I år kom det til at passe med, at jeg brugte det sidste gamle løg imens de første toppe af de nye løg væltede. Til trods for alt for stort svind i sidste års løg på grund af at de rådnede under opbevaring, lykkedes det altså at have et lager indtil denne sæsons løg var klar. Der går dog noget tid, inden løgene skal trækkes op.
Nyt udseende
- Detaljer
- Kategori: Bloggen
- Publiceret: Torsdag, 20. Juni 2013 20:46
- Skrevet af Super User
- Visninger: 1789
Selvforsyneren har nu fået nyt udseende. Den direkte årsag er, at Surftown truede med at fjerne hjemmesiden, hvis Joomlaen bag den ikke blev opgraderet. En opgradering af Joomla fra 1.5 til 2.5 betyder, at man skal skifte template, og jeg kunne ikke finde en Joomla 2.5 template, der lignede min tidligere. Derfor har jeg nu været i gang med selv at tegne et layout. Det er endnu ikke helt på plads, men med en trussel om at få fjernet hjemmesiden hængende over hovedet, bliver det dette udseende, indtil jeg får lavet et design, jeg er helt tilfreds med.
Nye kartofler
- Detaljer
- Kategori: Bloggen
- Publiceret: Onsdag, 26. Juni 2013 20:49
- Skrevet af Super User
- Visninger: 1756
Nu er det endelig blevet tid til at grave nye kartofler op. Billedet viser udbyttet fra 2 toppe, så udbyttet er endnu meget magert.
Høsten foregår udstyret med 3 spande og en greb. Der skal bruges en spand til sten, en til kartofler og en til toppe og små kartofler. Det er vigtigt at få fjernet kartoffeltopene, da de ellers vil være en unødvendig kilde til skimmel og råd i de toppe, der endnu ikke er høstet.
Leddet lukket
- Detaljer
- Kategori: Bloggen
- Publiceret: Onsdag, 8. maj 2013 20:09
- Skrevet af Super User
- Visninger: 2191
Jeg har nu lukket leddet, som John Seymour ville udtrykke det. Jeg har sået og sat alt, hvad der skal i køkkenhaven nu, så der er blevet trukket et par snore rundt om den, så hundene kan se at de ikke må gå ind på det område. Det har været et meget sent forår i år, så mine planer om at være tidligt i gang er kuldsejlet. Sidste år fik jeg for eksempel sat kartoflerne d. 1. maj, da der havde været vejr til det i over 14 dage. I år lagde jordstykket til kartofler klar, men vejret var først til at sætte de første d. 29. april, og så kom der en sludbyge imens de kom i jorden.
Nu er det forsinkede havearbejdet klaret, og det er bare at vente i spænding på om ukrudtet eller det såede kommer først op.