Bladlus

Bladlus i chilipeber

Det er nu så langt henne på sæsonen, at der er kommet bladlus i den første chilipeber plante. Peberplanter får generelt nemt bladlus. Man opdager dem som regel først ved at der kommer hvid fnuller på bladene. Det er gamle ham, som ungerne er vokset ud af.


Bladlus har mange naturlige fjender - mariehøns, snyltehvepse, guldøje, galmyg, mejse og musvitter - så i haven og i fri natur blive bladlusene normalt ikke en voldsom plage. Det er noget andet, når man er i et beskyttet miljø som et drivhus, hvor temperaturen også er højere.

Lus kan bekæmpes udendørs ved at man spuler planterne med vand, så lusene falder af, og forhåbentlig bliver spist af fjender, inden de kommer op fra jorden. Denne metode er dog ikke effektiv i drivhuset, da fjenderne stort set mangler, og de trives ikke på min flisebelægning.

Jeg har haft lejlighed til at afprøve om mit udtræk af nikotin kunne tage bladlus. Det var ikke nogen mirakelkur. Planten blev sprøjtet 3 gange, inden jeg havde ramt dem alle.

Når der på et tidspunkt er 2 angrebne planter vil jeg lave en sammenligning imellem hvor godt nikotin og plantesæbe virker.

Plantesæben laves af 2 spiseskefulde brun sæbe (krystalsæbe) opløst i lunkent vand og tilsat et skvat husholdningssprit. Plantesæben virker ved, at munden på bladlusene klister til, og de dermed ikke kan tage næring til sig. Sæbeopløsningen sprøjtes på de angrebne områder med en almindelig forstøverflaske.